Presse

Mathilde Falchs fjerde og anmelderroste album "Som Børn På Ny" udkom i Oktober 2017.  Mathilde har haft travlt, siden debutsinglen i 2009. Undervejs - på mange større turnéer med sit band, som duo og soloartist - har hun bygget sit navn solidt op på landets spillesteder og festivaler. Samtidig har Mathilde Falch også været ambassadør for Landsforeningen Sind siden februar 2015

Mathilde Falch har indspillet sine to nyeste album i samarbejde med producertalentet og guitaristen Christian Ki, der også er fast medlem i Mathildes band. Med sange om afhængighed, livslyst, relationer, det fordummede massemenneske, tilgivelse, kærlighed og savn viser Mathilde Falch nok en gang, at hun er en sangskriver med meget på hjerte. Med sig har hun en kærlighed, der er større til rock end til pop, og hun er stadig en sjælden fugl i sin generation. Sammen med Christian Ki skruer hun op for en alternativ og melankolsk rocksound uden at give afkald på det melodiske og det særlige nærvær, der er så kendetegnende for hende.

Mathildes faste band består af:  Adam Winberg (trommer), Morten Puper (keyboards), Jeppe Skovbakke (bas), Christian Ki (guitar) og Charlotte Schultz (kor).

Mathilde Falchs tredje album, Alle Taler, blev i samme uge som udgivelsen udnævnt til "Ugens Album" på P4 og flere af sangene fra albummet er playlistet på P4, sammen med sange fra alle Mathildes album. Sangen 1000 Grunde har været en af de mest spillede sange på P4.

BT ***** (5 stjerner) - Det Jeg Allerede Har

BT skriver om sangen "Det Jeg Allerede Har: "Denne kærlighedssang er en femstjernet kærlighedssang" og fortsætter: "Ligesom Lou Reed har hun i den grad ordene i sin magt. Og endnu mere vigtigt, ligesom Lou er Mathilde kompromisløs helt ind til benet og i ordets allerbedste forstand."

GAFFA **** (4 stjerner)

Gaffa kalder albummet Alle Taler for et "kompromisløst rockalbum" og fortsætter: "'Alle Taler' er stærkt personlige sange, der sætter spørgsmålstegn ved det meste, men aldrig hengiver sig til fortrydelse. Det er knusende i den tunge 'Du Presser Mig' og næsten fortabt i 'Hvorfor Havnede Du Her'. Men Mathilde Falch trækker sig sejrrigt ud af kampen på 'Alle Taler'."

INFORMATION

Dagbladet Information, Klaus Lynggard om  “Som Børn På Ny”

"Mathilde Falch konfronterer skånselsløst sine dæmoner på modigt og nødvendigt udspil. Som modvægt til tjald og faldera er Mathilde Falch en nødvendighed, som rapporterer fra de ødelagte steder i sindet, de fleste af os har besøgt og så udmærket kender, men som vi ofte bagatelliserer eller fejer ind under det famøse gulvtæppe for ikke at ødelægge den gode stemning. “